Rêve Bohème
Scandinavian String Swing!
Everybody in France knows of the fabled gypsy guitarist Django Reinhardt, who with his unorthodox guitar playing and bohemian lifestyle, became a living legend in Paris in the thirties. His music and spirit still lives on and with a repertoire of their own compositions with vocals, Django Reinhardt tunes and jazz standards Rêve Bohème have created their own "Scandinavian String Swing"- sound, based on the motto: "Dig into tradition to find something new".

The fusion between the nordic and south-european traditions creates a unique musical universe with fiery contemporary gypsy jazz and the lyrical tones of Scandinavia which can be heard on their three albums Django Jalousie 2002, Django’s Dream 2005 and Best of Rêve Bohème 2006. Rêve Bohème is currently working on a vocal Django Reinhardt jazz album for release in 2009.

1) International reviews
2) Danish reviews and articles

1)
The Best of Rêve Bohème from Hot Club News i Tyskland, www.hotclubnews.de 2008
Neue CD: Reve Boheme - The best of....
Reve Boheme ist DIE dänische Gypsy Swing Band. Das Quartett um den Gitarristen und Sänger Jens Fuglsang agiert nach dem Motto: Tauche in die Tradition ein um etwas Neues zu finden. Die Kombination von Djangogitarren, Sax/Klarinette und Gesang machen den Sound von Reve Boheme aus. Auf dieser HCR-CD sind die besten Aufnahmen der Gruppe versammelt und sie machen deutlich wie abwechslungsreich und vielfältig die Musik von R.B. ist.
Eine schöne Compilation !
B.G.

The Best of Rêve Bohème from the french homepage www.DjangoStation,com 2007
publié par cristof
Costar des années 50, guitare manouche, DS bleue sur fond de vielles pierres et de pavés parisiens... Ce groupe danois a mis tous les arguments de son côté pour séduire les amateurs de swing de Paris avec la pochette de ce CD.
Au lancement le disque, je suis impatient de savoir si le ramage de ce groupe de Copenhague se rapporte à leur plumage…
La réponse ne se fit pas attendre. D’entrée le ton est donné avec une version chantée de « Just one of those things » qui ne manque pas de saveur. La voix est rauque et détachée accompagné d’une guitare « rabouine » à souhait. L’ambiance commence « fin de nuit dans un club de jazz » avant de se lancer dans un tempo d’enfer... Ce ne sont pas les premiers venus ces danois. Il faut dire que le leader Jens Fuglsang de passage à Paris en 1998 pour acheter une guitare et chercher des infos sur Django pour une thèse va faire ses premières armes dans le style au Bistrot d’Eustache et à l’Atmosphère. Depuis le groupe a écumé les festivals dédiés à Django dont un passage à Samois en 2002. Autre argument comme preuve de qualité, c’est Jon Larsen, du label Hot Club Records, qui décide de publier les meilleurs morceaux du groupe. Car ce CD est en fait une compilation des meilleurs titres des deux CD : Django Jalousie (2002) et Django´s Dream (2005). Le nom du groupe « Rêve Bohème » est également un clin d’œil au swing de la grande époque puisqu’il est tiré d’une valse de Jo Privat. Mais le groupe ne se borne pas à répéter les standards du style comme c’est trop souvent le cas pour les groupes liés à Django, puisque 8 des 18 titres du CD sont des compositions. A noter d’ailleurs "Trying to" de J. Fuglsang.
Comme vous l’avez compris ce quartet ne manque pas de saveur avec un guitariste au swing ravageur, un sax jazz en contre point et une rythmique propulsant le tout de la plus belle façon. Un groupe a consommer sans modération dont on attend la suite avec impatience et surtout un passage à Paris.

Djangos Dream from Hot Club News i Tyskland, www.hotclubnews.de 2006
Neue CD: Reve Boheme - Djangos Dream
Das ist die zweite CD-Veröffentlichung der dänischen Gruppe "Reve Boheme". Das Quintett orientiert sich in Material und Besetzung zweifellos am Djangosound der 40iger Jahre.Feerie, Peche a la Mouche, Place de Brouckere oder Nocturne werden unter Federführung von Sologitarrist Jens Fuglsang und Kasper Fredholm an Saxophon und Klarinette in ein durchaus ansehnliches neues Gewand gesteckt. Alle 14 Titel sind Reinhardt oder Reinhardt/Grappelli-Kompositionen. Die Band swingt mit eigenem Sound und persönlicher Note. Empfehlenswert ! Daß die CD auf dem deutschen Markt erhältlich ist, verdanken wir dem Stuttgarter LEICOM Vertrieb, der auch Jon Larsens "Hot Club Records" in Deutschland vertreibt. Jazz-Network //Django's Dream. by Steve Royall, Django Swingpage www.hotclub.co.uk 2005
The Hots Swinging Scandinavians are back with a great new CD - Django's dream.
The quality of playing is second to none, these guys take this stuff seriously.

Django Jalousie . by Steve Royall, Django Swingpage www.hotclub.co.uk 2003
Rêve Bohème put on a fantastic show at the 2002 Samois festival, to coincide with this triumph they have released "Django Jalousie", a combination of standard gypsy repetoir and some fine compositions from the band.The band is from Scandinavia and as such this adds a subtle slant to the performances from all the members. The sound is both confident and profficient. We look forward to hearing more from this established group. Melodie au Crepuscule - Sofie swing - Limehouse Blues - Django Jalousie - Darn that Dream The night was humid - Vendetta - Rain Waltz voc - Appell Indirect/Micro - Mette's Melody Sentimental journey - Berlin - Wrong Smoke - Rain Waltz inst - My melencholy baby Django - Them there eyes - Solen er sa rod Jens Fuglsang Nielsen - Lead Guitar, Kasper Fredholm - Saxaphone,| Robert Pilgaard - Rhythm Guitar,| Morten Ravn - Double Bass,| Plus featured guests.2)The Best of Rêve Bohème by Peter Tougaard from Jydsk Vestkysten 24. juli 2007
Som tyvstjålet af en sigøjner (5 stars out of 6)
Få Musikgenrer er så tidstypisk nært forbundne med 1930’erne som gypsy-jazzen personificeret ved bohemen og guitarvirtuosen Django Reinhardt. Stilarten har de sidste år fået en velfortjent renæssance, som på den hjemlige scene nu bæres af frem af Rêve Bohème. Gruppen består af Jens Fuglsang, guitar og vokal, Kasper Fredholm, tenorsaxofon og klarinet, Robert Pilgaard på rytmeguitar og Morten Ravn på bas. På hele 18 skæringer – et miks af egne og Reinhardt kompositioner, viser gruppen med al ønskelig tydlighed, hvorfor gypsy-jazz stilarten nægter at dø. En swing-agtig friskhed parret med den lidt dekadente pariser stemming skaber den perfekte grobund for små frodige øer af solier. Jens Fuglsang – og på gæstevisit Lisw Haavik – lægger smuk vokal til en Cole Porter-skæring og Rain Waltz af Fuglsang selv. En imponerende opvisning I glad 30’er musik med en kontrolleret dynamik og flot forståelse for Reinhardts musikalske univers.

Django og alle de andre by Jørgen Nielsen www.rootszone.dk, 14. Marts 2008
Inden for gypsyjazz er guitaren konge, og den skal helst spilles af en mand med Clark Gable-moustache og en Gauloise mellem fingrene. Klicheerne står i kø, og genren har da heller ikke flyttet sig meget, siden dens fornemste udøver forlod denne verden for 55 år siden. Men sådan skal det være, og i dag er denne særlige variant af swing så populær som nogensinde. ET REJSENDE FOLK har altid haft musikken med i bagagen. Ned gennem århundrederne har sigøjnerne levet i udkanten af de fastboende kulturer og optaget lokale stilarter og instrumenter. Med markedsgøgl og fængende musik har de som frie fugle rejst rundt og for en stund fået mennesker til at glemme hverdagens pligter over for den jord, der skulle dyrkes, og de herrer, der skulle tjenes. Men også forfulgte, kriminaliserede og misundte som det fremmedelement, de forblev at være.
På Balkan og i Spanien har sigøjnernes musikalske indflydelse medvirket til udvikling af selvstændige, vitale genrer, som også dyrkes og udvikles uden for sigøjnernes snævre, traditionsbundne samfund. I tiden op til 2. Verdenskrig blandede skæbnen en ny potent cocktail, som den dag i dag beruser og inspirerer. Ingredienserne var europæisk sigøjnermusik og afro-amerikansk jazz. Stilarter, som var udviklet af rodløse folkeslag med musik som et samlingspunkt i den hverdag, der var præget af modsætninger til de omgivende samfund.
Over det meste af verden er sigøjnerjazz, gypsyjazz - eller på fransk
jazz manouche - i dag en levende subgenre også i Danmark. Udøvere og
tilhængere tiltrækkes af genrens ultimative instrumentbeherskelse og udtryksfuldhed, og pirres af den mystik, der stadig omgærder sigøjnernes hemmelige liv og særlige talent for musik.
Sigøjnernes verden er stadig en lukket verden med sine egne arkaiske traditioner og familiemønstre. Forholdet til musikken er pragmatisk; den har altid været en vej til overlevelse og velstand, og derfor går traditionerne og håndværket i arv, og det er almindeligt, at børnene lærer at beherske et instrument meget tidligt.
Djangos skygge
Gypsyjazzens signatur-instrument er frem for alt guitaren. Dens mest berømte udøver, guitaristen Django Reinhardt (1910-53), er den mytologiske skikkelse, hvis skygge stadig falder på genrens udøvere i det nye årtusind. Som stilskaber på guitar var han´en af de musikere, der flyttede udviklingen et ordentligt skridt fremad, ligesom Charlie Christian var i gang med det på den anden side af Atlanterhavet, og som Jimi Hendrix skulle gøre det mange år senere. Ikke fordi han opfandt noget, der ikke allerede var gjort, men fordi han tog teknikker fra den århundredgamle guitartradition i folkemusik, flamenco og klassisk og brugte dem sammen med jazzens avancerede harmonik og improvisation. Tredivernes Paris var byen, alle turnerende amerikanske jazzmusikere besøgte, og det var også byen, hvor Django Reinhardt arbejdede som dansemusiker, blandt andet sammen med violinisten Stéphane Grappelli, som delte hans gryende jazzinteresse. I 1934 kom de i kontakt med foreningen Hot Club de France, der ville etablere en fast backinggruppe for de amerikanske musikere, som foreningen inviterede til byen. Men det band, de sammensatte, havde ikke den besætning, man normalt forventede. Med to rytme- guitarer, sologuitar, violin og kontrabas, var trommernes funktion erstattet af et pumpende beat fra de to rytmeguitarer, kaldet le pompe. Og Django, som før brandulykken der næsten ødelagde hans venstre hånd, havde spillet banjo, brillerede på et specielt instrument, der i sig selv er blevet en legende. Den specielle Selmer-guitar, konstrueret af Mario Maccaferri, var med sit cut-away og strenge beregnet til at skære gennem lydbilledet og er blevet et signatur-instrument for genren, der har inspireret mange guitarbyggere, blandt andre danske Jacob Reitz.
Quintette du Hot Club de France og Django kom til at spille og indspille med en række af jazzens største musikere som Coleman Hawkins, Benny Carter, Eddie South, Rex Stewart, Dicky Wells, Bill Coleman og Freddie Taylor. Django Reinhardt mødte selveste Louis Armstrong og Duke Ellington, og kun krigens udbrud forhindrede en planlagt USA-turne.
Kører pladen for hurtigt
Før krigen havde ingen europæisk jazzmusikers præstationer kunnet få amerikanerne til så meget som lette et øjenlåg. Men da pladerne med Quintette du Hot Club de France nåede til USA efter 1938, troede man først de kørte for hurtigt på grund af Django Reinhardt´’s ekvilibristiske soli. I februar 1939 aflagde Django sit eneste besøg i Danmark sammen med kvintetten, der også rummede violinisten Stéphane Grapelli, og Berlingske Tidende skrev: “Bedre guitarist end Django Reinhardt er vist aldrig hørt på vore breddegrader. Han kan sine ting. Skønt to af hans fingre på venstre hånd er lamme, er han i besiddelse af en forbløffende fingerfærdighed. Dertil kommer en varm og skøn klangfarve og en meget sikker og fin musikalsk sans.” Danmark har også gode swingmusikere som Svend Asmussen og Helge Jacobsen på dette tidspunkt. Avisens anmelder er ikke mere lokalpatriot, end at han konstaterer ”Der er nu alligevel forskelligheder mellem Vesterbros Passage og Champs Elys´es – også jazzmæssigt talt.”
Den musik, københavnerne begejstredes over på tærsklen til den tyske besættelse, eksisterer og praktiseres verden over i uændret form i dag som en selvstændig stilart. Med traditionsbevidsthed og konservatisme spilles gypsy-jazz af både sigøjnere og Gadjos, og ikke mindst efter at verdensmusik er blevet et
grundfæstet begreb, har genren fået vind i sejlene. Der er ”Hot Clubs” mange steder, både dækkende over orkestre og foreninger til sigøjnerjazzens fremme.
En knaldhård branche
Jens Fuglsang er én af mange danske guitarister, som har ladet sig inspirere af sigøjner-jazzen. ”Jeg spillede støjrock og Hendrix, men var i Paris på ferie og faldt over den specielle Django-guitar. Jeg købte den, og derhjemme begyndte jeg at høre de gamle plader med det fantastiske guitarspil. Der var ikke rigtig nogen, der spillede den musik i Danmark, bortset fra guitaristen Ronald Andersen. Inde på Strøget i København mødte jeg Robert Pilgaard. Han havde været nede på den store festival i byen Samois Sur Seine, hvor Django boede indtil sin død i 1953, og været oppe og jamme på scenen. Det er altså en knaldhård branche, fordi alle de der sigøjnere er kanon-dygtige og starter som meget unge. Der bliver ikke bare åbnet døre for alle og enhver. Men nu har vi efterhånden spillet i så mange år, at de serverer øl for én og sætter fire bodyguards på, når vi er dernede. Det betyder, at man kan sit håndværk. Det hedder sig, at man skal have spillet i mindst 15 år, hvoraf de første ti er de værste. Man skal have spillet med de rigtige og fået et par anerkendende nik.” ”Jeg samlede orkestret Réve Bohéme med Kasper Fredholm på sax/klarinet, Morten Ravn på bas og Robert Pilgaard på rytmeguitar. Vi tog ned til Paris og spillede i 1998 i den Danske Kirke og på Gypsy-jazzcafeen Bistro d’´Eustache, og de syntes, det var godt. De første koncerter i Danmark var en blanding af musik og foredrag om Django, som jeg havde skrevet speciale om. Vi kom i kontakt med Jon Larsen, som har Hot Club Records i Norge. Han spiller også i orkestret Hot Club de Norwége, og hver gang de laver en plade, inviterer de en af de store sigøjnerguitarister som f.eks. Biréli Lagrène med. Jon har udgivet over 100 plader næsten udelukkende med gypsyjazz, heriblandt også vores plade. Der er kommet en renæssance for genren. Den har altid været der, men sigøjnerne har spillet til ”suppe, steg og is” som håndværkere og har ikke været strategisk udadvendte og sagt: Nu laver vi en plade og går ”World Music”, måske bortset fra netop Bireli Lagréne. Han er på alder med mig (41), og jeg har nogle fantastiske videoer, hvor han er 11 eller 12 år og spiller Djangos numre med soloer og det hele. For nogle år siden startede han Gipsy Project, og de spiller kæmpekoncerter og er blevet megastjerner.” ”Der er også kommet gode navne fra Norge og Sverige som f. eks Andreas Öberg fra Hot Club de Suede. En heftig fyr. Han har lært alt, hvad han kan, af Jimmy Rosenberg, som igen er elev af sin onkel, den hollandske sigøjner Stocholo Rosenberg. Jimmy svømmede rundt og var lidt upålidelig, ligesom Django, og så mødte han Andreas, som ligner Björn Borg, og har spillet professionel tennis. De var som ild og vand, men de spillede fedt sammen! De hollandske sigøjnere, som vi har spilet meget med, er venlige og åbne, mens de franske er mere hardcore. Jo mere sydpå og østpå du kommer, jo skarpere bliver skellet mellem dem og os.”
”I USA boomer genren også, for den er ikke fremmed for amerikanerne, som er vant til bluegrassmusik med akustisk guitar, violin og kontrabas. Der sker også meget i Norden, og vi har med Revé Bohemé turneret meget for at få genren udbredt. Foreningen Hot Club Copenhagen afholder arrangementer og har prøvet at samle mange ting på deres hjemmeside.” Jens Fuglsang spiller på en danskbygget Reitz-guitar.
Tal tydeligt
Ronald Andersen, dansk guitarist med en dyb interesse for Djangos lyd og spillestil, har gjort sig gældende med bl.a. Jazz Pigalle, Swing Strings og sit eget Special Edition Band. ”Det nytter ikke at fortælle en historie så hurtigt, at man ikke kan høre, hvad der bliver sagt,” siger han om den generelle tendens blandt gypsy-guitarister til at spille rasende hurtigt. ”De planker alle Djangos licks, men han spillede ikke hurtigt hele tiden. Han spillede som den han var, og det er måske derfor, jeg kan identificere mig med musikken. Den kan være rodet, vild, depressiv, eftertænksom og smuk. Musikken inspirerer mig til at skærpe publikums bevidsthed ved ikke altid at spille det, de forventer,” siger Ronald Andersen, som altid kan kendes på den enorme forstærker, ”radiomøblet”, som han har fået specialbygget, og som på forbløffende autentisk vis gengiver lyden af hans nylonstrengede Musima-guitar. På det seneste har han også anskaffet sig en Macaferri-kopi ved navn Gitane.
Django nåede omsider til USA i 1946 og turnerede med Ellingtons orkester, men turneen blev ikke det triumftog, han havde forestillet sig. Swingjazzen var trængt i defensiven af den nye bebob. Hjemme i Europa dannede han et nyt orkester af bebobmusikere med sig selv på elektrisk guitar og stod på tærsklen til en verdensturné, da han døde af et slagtilfælde 15. maj 1953. Hvert år i juni afholdes Django Reinhardt Jazzfestival i Samois Sur Seine med optræden af musikere fra hele verden.
Tak til Jens Fuglsang for gode råd og inspiration.
NYTTIGE LINKS:
www.hot.c.c.dk
www.reve.dk
www.hotclub.co.uk .