Danish reviews and articles

- Café Django. Af Thorbjørn Sjøgren, Jazz Special # 112, 2009

Mon ikke der er gået en halv snes år, siden Rêve Bohème dukkede op med deres mere end bare diskret Django Reinhardt-inspirerede musik? Ingen udskiftninger gennem årene (så vidt jeg kan se), tingene sidder, selvom Kasper Fredholm på tenorsax måske ikke er byens allermest spændende solist, fanger de fires inciterende miks af sentimentalitet og uprætentiøs café-swing hurtigt øret. Men I forsøgetpå / ønsket om at brede sig lidt ud, gøre de også sig selv lidt af en bjørnetjeneste, for selvom Fuglsang er en absolut rimelig sanger – han kender tydeligvis både sin Cullum, sin Stigers og sin Bublé – med en ok swingfornemmelse, er sang på alle 14 stykker og dertil 6 af dem fra hans egen pen altså ikke så spændende, at min interesse forbliver helt uantastet igennem samtlige 54 minutter. Og sange som Cherifa Says, Flaxen Hair og R&R Heart er altså tættere på venlig mainstream-pop, end jeg helt bryder mig om. Det betyder så også, at der bliver tilsvarende mindre plads til at trykke den af instrumentalt (jeg ville faktisk hellere have haft lidt mere plads til den glimrende guitarist Fuglsang) med den smittende vitalitet, som gruppen for længst har vist at den magter. I Just One of Those Things går samtlige ingredienser dog op I den smukkeste enhed. Karina Kappels gæstevokal understreger pop-anstrøget og Knut Haaviks perkussion er stort set uhørlig.

- The Best of Rêve Bohème by Peter Tougaard from Jydsk Vestkysten 24. juli 2007.

Som tyvstjålet af en sigøjner (5 stjerner ud af 6)

Få Musikgenrer er så tidstypisk nært forbundne med 1930’erne som gypsy-jazzen personificeret ved bohemen og guitarvirtuosen Django Reinhardt. Stilarten har de sidste år fået en velfortjent renæssance, som på den hjemlige scene nu bæres af frem af Rêve Bohème. Gruppen består af Jens Fuglsang, guitar og vokal, Kasper Fredholm, tenorsaxofon og klarinet, Robert Pilgaard på rytmeguitar og Morten Ravn på bas. På hele 18 skæringer – et miks af egne og Reinhardt kompositioner, viser gruppen med al ønskelig tydlighed, hvorfor gypsy-jazz stilarten nægter at dø. En swing-agtig friskhed parret med den lidt dekadente pariser stemming skaber den perfekte grobund for små frodige øer af solier. Jens Fuglsang – og på gæstevisit Lisw Haavik – lægger smuk vokal til en Cole Porter-skæring og Rain Waltz af Fuglsang selv. En imponerende opvisning I glad 30’er musik med en kontrolleret dynamik og flot forståelse for Reinhardts musikalske univers.

-Jazz Manouche. Gipsy Swing af Mikkel Hornæs, www.Djembe.dk, dec. 2005.

Hvad kan en dansk kvartet bidrage med til Reinhardts arv, spørger den næsvise? Ja, lyt selv til denne cd! Rêve Bohème er et af de mere stabile Gypsy Swing-ensembler herhjemme, og de slipper mere end godt fra legen med denne udgivelse, der udelukkende indeholder kompositioner af "chefen selv" -
Django Reinhardt. En smule beskidt i forhold til den pinligt rene sti, er gruppen besat med en saxofon/klarinet som melodibærende instrument ved siden af Jens Fuglsangs uundgåelige leadguitar. Der er rå upoleret energi og stor musikalitet at hente. Arrangementerne er godt skruet sammen og gruppen vel
sammenspillet. Jeg føler ikke på noget tidspunkt, at jeg lytter til et "kopi-orkester", men derimod til en selvstændig gruppe der bidrager med deres eget til Reinhardts repertoire.

- Rêve Bohème - Django's Dream, af Thorbjørn Sjøgren, Jazz Special #84, 2005.

I de senere år er det gået op for mig, at Django Reinhardt-"klanerne" (og ikke nødvendigvis: klonerne) rundtom i Europa - i hvert fald de, jeg har hørt - faktisk er ganske forskelligartede, at sigøjnerjazzen er en særdeles differentieret musik. Danske Rêve Bohème ligger f.eks. et pænt stykke fra oprindelige Hot Club kvintet, uden at referencerne derfor er utydelige, ikke mindst i kraft af at violinen er erstattet med en tenorsax. På gruppens Opus to skærer de helt ind til benet med et rent Reinhardt-repertoire, men gudskelov er der ikke nogen anvendelse af karbonpapir. Adskillige af stykkerne henter detaljer fra forskellige af Reinhardts udgaver af de pågældende numre, og de fleste af de 14 stykker er, hvad man kunne kalde “knap så velkendte Reinhardt-kompositioner". Der er i de mere beherskede mellemtempi, der er mest at byde på. Her er gruppen også mest sikker på benene i rytmisk henseende, mens et hurtigt stykke som Fèerie virker anspændt. Men alt i alt; trods Jens Fuglsangs tydelige og ret autentisk klingende Reinhardt lyd, nærmer vi os ikke det kalkerede, men står med en afvekslende og ganske underholdende cd.

- Arven fra Django. Af Kjeld Frandsen, Berlingske Tidende 28 nov. 2002

JAZZ: Den unge danske gruppe Rêve Bohème varetager den gode gamle franske sigøjnerjazz, og musikernes håndelag, entusiasme og originale arrangementer forhindrer ethvert tilløb til museumsstykke.
Interessant nok er det i disse år i vidt omfang europæiske musikere, der fornyer jazzen. Og sideløbende kan man så blive mindet om, at den første signifikante ikke-amerikanske jazzform blev skabt i Paris i 1930erne af den legendariske sigøjner-guitarist Django Reinhardt. Interessant nok er der nemlig i de senere år opstået en ny interesse for sigøjner-jazzen, som på den danske scene blandt andet tages under kærlig behandling af den unge gruppe Rêve Bohème. Forleden lagde de fire musikere vejen forbi Hillerød, nærmere betegnet Klaverfabrikken, et aktivt kulturhus, der også kunne give de rette koncertmæssige omgivelser for en portion swingende og akustisk kammerjazz. Det for stilarten så karakteristiske pulserende fundament blev lagt - godt og solidt - af bassisten Morten Ravn og guitaristen Robert Pilgaard, og så var det ellers guitaristen Jens Fuglsang Nielsen og tenorsaxofonisten Kasper Fredholm, der varetog temaer og solistiske ekskursioner. I den »klassiske« sigøjner-jazz er det ikke almindeligt med en saxofon, men Kasper Fredholm har fundet en vital, tidløs stil og lyd, som passer smukt ind i formen, og som, sammen med gruppens håndelag, entusiasme og originale arrangementer, forhindrer ethvert tilløb til museumsstykke. Dog skal der ikke herske tvivl om, at det er Jens Fuglsang Nielsen, der med sit virtuose og melodiske, på én gang Django Reinhardt-influerede og ganske personlige, guitarspil, gang på gang formår at fascinere og overrumple. I Hillerød blandede gruppen egne værker med sigøjnermelodier og jazzklassikere som »Them There Eyes«, »Tiger Rag«, »Sweet Georgia Brown« og »After You've Gone«, og Jens Fuglsang Nielsen diverterede med John Lewis' »Django«, et jazz-klassisk værk. Nummeret findes også på gruppens debut-CD, der rummer masser af nuanceret og muntert gyngende musik samt gode bidrag fra gæstesolisterne, sangerinden Lise Haavik og harmonikaspilleren Einar Haavik samt - ikke mindst - den unge violinist Bjarke Falgren, et råswingende stortalent, der også er værd at holde øje og øre med.

Django Jalousie. Cope Records. Af Aksel Brahe, Fyens Stiftstidende 2002

Man er tæt på den autentiske lyd, uden at resultatet kan kaldes decideret kopimusik, når kvartetten Réve Bohéme folder sig ud i gamle Django Reinhardt-numre. Resultatet er toptunet jazz, og derfor vover vi også det ene øje og giver pladen de maksimale seks stjerner.
Den legendariske sigøjnerguitarist Django Reinhardt, der gjorde Paris usikker i 30'erne og 40'ernes Paris, er stadig en levende inspirationskilde for mange jazzmusikere med sit kraftfulde spil og medrivende rytmiske puls.
Næste år markeres 50-året for hans død, og i den anledning har Réve Bohéme taget initiativet til en ny forening, "Hot Club Copenhagen", med det formål at udbrede kendskabet til Reinhardts musik og den moderne Gipsy Jazz.
Foreløbig kan man glæde sig over denne plade, der på smuk og loyal vis hylder den gamle mester, hvis særpræg foruden de nævnte egenskaber bestod i lyden fra den akustiske guitar - en nøgen, men pågående sound, der bed sig stædigt fast i melodiens karakteristiske holdepunkter.
Det er lead-guitaristen Jens Fuglsang Nielsen, der naturligvis først og fremmest giver pladen et autentiske præg med sit instrument helt uden strøm, som han aftvinger dynamik og usentimental rytmisk fornemmelse, bl.a. i en forrygende fingerrap udgave af den gamle evergreen "Limehouse Blues".
Også Kasper Fredholm er med sin sopran- og tenorsaxon med til at give den specielle duft af Django Reinhardt-periodens blanding af allehånde elementer fra musettevalse til be-bop. I gruppen er desuden rytmeguitaristen Robert Pilgaard og bassisten Morten Ravn. En række gæstesolister er inviteret med, bl.a. den norskfødte sangerinde Lise Haavik, der var med på det danske Melodi Grand Prix-hold i 80'erne. Her kommer hun fint igen i numrene "Rain Waltz" og "Sentimental Journey".
Kvartetten, der her debuterer på cd-fronten, blev dannet i 1998 og har siden turneret en del rundt i Europa. Senest har man optrådt på Django Reinhardt Festivalen i Samois sur Seine syd for Paris, hvor guitaristen boede indtil sin død i 1953.

- Django og alle de andre by Jørgen Nielsen www.rootszone.dk, 14. Marts 2008

Inden for gypsyjazz er guitaren konge, og den skal helst spilles af en mand med Clark Gable-moustache og en Gauloise mellem fingrene. Klicheerne står i kø, og genren har da heller ikke flyttet sig meget, siden dens fornemste udøver forlod denne verden for 55 år siden. Men sådan skal det være, og i dag er denne særlige variant af swing så populær som nogensinde. ET REJSENDE FOLK har altid haft musikken med i bagagen. Ned gennem århundrederne har sigøjnerne levet i udkanten af de fastboende kulturer og optaget lokale stilarter og instrumenter. Med markedsgøgl og fængende musik har de som frie fugle rejst rundt og for en stund fået mennesker til at glemme hverdagens pligter over for den jord, der skulle dyrkes, og de herrer, der skulle tjenes. Men også forfulgte, kriminaliserede og misundte som det fremmedelement, de forblev at være.
På Balkan og i Spanien har sigøjnernes musikalske indflydelse medvirket til udvikling af selvstændige, vitale genrer, som også dyrkes og udvikles uden for sigøjnernes snævre, traditionsbundne samfund. I tiden op til 2. Verdenskrig blandede skæbnen en ny potent cocktail, som den dag i dag beruser og inspirerer. Ingredienserne var europæisk sigøjnermusik og afro-amerikansk jazz. Stilarter, som var udviklet af rodløse folkeslag med musik som et samlingspunkt i den hverdag, der var præget af modsætninger til de omgivende samfund.
Over det meste af verden er sigøjnerjazz, gypsyjazz - eller på fransk
jazz manouche - i dag en levende subgenre også i Danmark. Udøvere og
tilhængere tiltrækkes af genrens ultimative instrumentbeherskelse og udtryksfuldhed, og pirres af den mystik, der stadig omgærder sigøjnernes hemmelige liv og særlige talent for musik.
Sigøjnernes verden er stadig en lukket verden med sine egne arkaiske traditioner og familiemønstre. Forholdet til musikken er pragmatisk; den har altid været en vej til overlevelse og velstand, og derfor går traditionerne og håndværket i arv, og det er almindeligt, at børnene lærer at beherske et instrument meget tidligt.
Djangos skygge
Gypsyjazzens signatur-instrument er frem for alt guitaren. Dens mest berømte udøver, guitaristen Django Reinhardt (1910-53), er den mytologiske skikkelse, hvis skygge stadig falder på genrens udøvere i det nye årtusind. Som stilskaber på guitar var han´en af de musikere, der flyttede udviklingen et ordentligt skridt fremad, ligesom Charlie Christian var i gang med det på den anden side af Atlanterhavet, og som Jimi Hendrix skulle gøre det mange år senere. Ikke fordi han opfandt noget, der ikke allerede var gjort, men fordi han tog teknikker fra den århundredgamle guitartradition i folkemusik, flamenco og klassisk og brugte dem sammen med jazzens avancerede harmonik og improvisation. Tredivernes Paris var byen, alle turnerende amerikanske jazzmusikere besøgte, og det var også byen, hvor Django Reinhardt arbejdede som dansemusiker, blandt andet sammen med violinisten Stéphane Grappelli, som delte hans gryende jazzinteresse. I 1934 kom de i kontakt med foreningen Hot Club de France, der ville etablere en fast backinggruppe for de amerikanske musikere, som foreningen inviterede til byen. Men det band, de sammensatte, havde ikke den besætning, man normalt forventede. Med to rytme- guitarer, sologuitar, violin og kontrabas, var trommernes funktion erstattet af et pumpende beat fra de to rytmeguitarer, kaldet le pompe. Og Django, som før brandulykken der næsten ødelagde hans venstre hånd, havde spillet banjo, brillerede på et specielt instrument, der i sig selv er blevet en legende. Den specielle Selmer-guitar, konstrueret af Mario Maccaferri, var med sit cut-away og strenge beregnet til at skære gennem lydbilledet og er blevet et signatur-instrument for genren, der har inspireret mange guitarbyggere, blandt andre danske Jacob Reitz.
Quintette du Hot Club de France og Django kom til at spille og indspille med en række af jazzens største musikere som Coleman Hawkins, Benny Carter, Eddie South, Rex Stewart, Dicky Wells, Bill Coleman og Freddie Taylor. Django Reinhardt mødte selveste Louis Armstrong og Duke Ellington, og kun krigens udbrud forhindrede en planlagt USA-turne.
Kører pladen for hurtigt
Før krigen havde ingen europæisk jazzmusikers præstationer kunnet få amerikanerne til så meget som lette et øjenlåg. Men da pladerne med Quintette du Hot Club de France nåede til USA efter 1938, troede man først de kørte for hurtigt på grund af Django Reinhardt´’s ekvilibristiske soli. I februar 1939 aflagde Django sit eneste besøg i Danmark sammen med kvintetten, der også rummede violinisten Stéphane Grapelli, og Berlingske Tidende skrev: “Bedre guitarist end Django Reinhardt er vist aldrig hørt på vore breddegrader. Han kan sine ting. Skønt to af hans fingre på venstre hånd er lamme, er han i besiddelse af en forbløffende fingerfærdighed. Dertil kommer en varm og skøn klangfarve og en meget sikker og fin musikalsk sans.” Danmark har også gode swingmusikere som Svend Asmussen og Helge Jacobsen på dette tidspunkt. Avisens anmelder er ikke mere lokalpatriot, end at han konstaterer ”Der er nu alligevel forskelligheder mellem Vesterbros Passage og Champs Elys´es – også jazzmæssigt talt.”
Den musik, københavnerne begejstredes over på tærsklen til den tyske besættelse, eksisterer og praktiseres verden over i uændret form i dag som en selvstændig stilart. Med traditionsbevidsthed og konservatisme spilles gypsy-jazz af både sigøjnere og Gadjos, og ikke mindst efter at verdensmusik er blevet et
grundfæstet begreb, har genren fået vind i sejlene. Der er ”Hot Clubs” mange steder, både dækkende over orkestre og foreninger til sigøjnerjazzens fremme.
En knaldhård branche
Jens Fuglsang er én af mange danske guitarister, som har ladet sig inspirere af sigøjner-jazzen. ”Jeg spillede støjrock og Hendrix, men var i Paris på ferie og faldt over den specielle Django-guitar. Jeg købte den, og derhjemme begyndte jeg at høre de gamle plader med det fantastiske guitarspil. Der var ikke rigtig nogen, der spillede den musik i Danmark, bortset fra guitaristen Ronald Andersen. Inde på Strøget i København mødte jeg Robert Pilgaard. Han havde været nede på den store festival i byen Samois Sur Seine, hvor Django boede indtil sin død i 1953, og været oppe og jamme på scenen. Det er altså en knaldhård branche, fordi alle de der sigøjnere er kanon-dygtige og starter som meget unge. Der bliver ikke bare åbnet døre International reviews.